|
Karakter |
||
Leonardo da Vinci
Karakterbeskrivelse
Set i bakspejlet var LV det mest fantastiske menneske, der nogensinde har levet. Hans evne til at fascinere nye generationer er stadig usvækket, og man kan ikke lade være med at prøve at forestille sig, hvad han ville have drevet det til i vores tidsalder.
Men universalgeniet var ikke uden modsætninger. Tilsyneladende var hans omfattende talenter begrænsede til helt bestemte områder: Malerkunsten, anatomien, ingeniørteknologi, musikken, digtningen osv. mens mere humanistiske områder som f.eks. politik og samfundsforhold overhovedet ikke interesserede ham iflg [2]. LV var tilsyneladende ligeglad med hvilken fyrste, han arbejdede for og hvilket mål, denne fyrste havde, når blot fyrsten gav LV mulighed for at udfolde sine mange talenter. Således havde LV ingen problemer med at arbejde for den ellers ilde ansete Cesare Borgia eller for hans tidligere herres fjende, franskmændene, da de havde erobret Milano: "... ganske vist havde Leonardo stået i il Moro's tjeneste (il Moro = hertugen af Milano), men ikke på en måde, der kompromitterede ham. I øvrigt var opfattelsen af loyalitet, især på det politiske område, meget forskellig fra vor tids; det blev anset for en naturlig ting, at man skiftede herre, hvis forholdene førte det med sig." [1]
Han åbnede sig tilsyneladende aldrig for alvor til noget menneske, i hvert fald har kun meget få eller ingen af hans samtidige efterladt skriftlige vidnesbyrd om, hvordan han var inderst inde, som menneske. På den ene side var han følelseskold: Han kunne tegne eller disskere lig uden tilsyneladende at lade sig berøre af det, og han brugte en stor del af sit liv på at konstruere krigsmaskiner med henblik på at "frembringe stor forfærdelse hos fjenden" [1]. I hans ansøgning til den milanesiske hertug handler ni ud af ti punkter om hans evner til at producere krigsmateriel. På den anden side var han et mildt menneske, der var vegetar, fordi han ikke ønskede at slå dyr ihjel. "Skønt han flere gange i sine skrifter taler om et menneskelivs høje værdi, overgik han dog alle andre i at udklække midler til dets ødelæggelse. ... Krigen betegner han ganske vist som den mest dyriske galskab, men han så ikke noget forkasteligt i, når menneskene nu endelig ville slås, at udnytte sin begavelse også ved løsningen af de mange unægteligt højst interessante opgaver, der her frembød sig." [1]
På den ene side er han blevet berømmet i både sin samtid og sin eftertid for sine malerier. På den anden side fyldte længere tids beskæftigelse med malerkunsten ham altid med lede. Der var så meget andet, der optog ham. Måske var forklaringen den simple, at de vældige malerarbejder, han påtog sig, nu en gang ikke kunne gøres færdige hurtigt, så han var ofte tvunget til at arbejde med det samme værk i flere år i træk.
Den største modsætning finder man i forholdet mellem hans liv og hans sidste leveår. Det er som om han, der på alle måder var blevet velsignet med et rigt liv, vægrede sig ved at skulle give slip på det. Han blev stadig mere bitter og melankolsk. "Man har indtryk af, at han mere og mere beherskedes af fornemmelsen af misforholdet mellem universet og menneskeheden, og han kredser om dens fuldstændige udslettelse fra Jorden." [1] Det var som om han sagde: "Hvis jeg skal dø, skal verden dø med mig!" Men han havde også sine lyse øjeblikke i denne tid, hvor han kæmpede med sine egne mørke sider. Han skrev, at sjælens inderste længsel var at slippe ud fra det menneskelige legeme, der holdt den indespærret, og vende tilbage til Den, der havde udsendt den: "Netop dette ønske er naturens inderste hemmelighed." [1] Og han sluttede: "Som et godt dagværk giver en god søvn, således giver et godt anvendt liv en lykkelig død."
Aktiv, alsidig, anderledes, autodidakt, banebrydende, behagelig, blid,
charmerende, dybdeborende, dyreven, eksakt, eksperimenterende, elskværdig,
ensom, fantasifuld, filosofisk, fjern, flittig, fordomsfri, foregangsmand,
foretagsom, fornuftig, fremskridtsvenlig, frodig, gennemslagskraft, grundig,
gæstfri, harmonisk, hel, iagtagelsesevne, idérig, improvisationstalent,
indadvendt, indtryksmodtagelig, innovativ, intellektuel, intuitiv, kølig,
livlig, melankolsk, mild, naturelsker, nysgerrig, objektiv, omhyggelig,
opfindsom, original, overbevisende, overtalelsesevne, perfektionistisk,
populær, præcis, rastløs, sagtmodig, selvstændig, selvtillid, seriøs, sindrig,
slagfærdig, springende, storstilet, teoretiker, uafhængig, udstråling, ufølsom,
upersonlig, ustadig, usystematisk, utrættelig, velargumenteret, venlig,
videbegærlig, visionær.
Kategorier
Italiensk maler og universalgeni, idet han bl.a. har haft stor betydning som forsker, arkitekt og ingeniør. Han virkede som kunstner i Milano og Firenze og fra 1516 i Frankrig som Frans I's hofmaler.
Verdensberømt først og fremmest p.g.a. sine malerier, hvoraf de to mest kendte er det milanesiske vægmaleri "Den sidste nadver" (1496 - 97) og "Mona Lisa" (1503 - 07). Han var de mest fremragende rennæsancekunstner, verden har set. Hans billeder glimrer ved deres lysvirkninger samt personernes samspil og psykologiske karakteristik, der f.eks.kommer til udtryk ved valg af baggrundsmotiv. Men samlet producerede han ikke mere end 12 - 16 malerier, som enten ikke blev færdige eller som i dag er hårdt mærkede af tidens tand.
Som universalgeni er LV først rigtigt blevet anerkendt i løbet af de sidste hundrede år, hvor hans notesbøger er dukket op i offentligheden, og hvoraf det fremgår, at han var langt forud for sin tid. Han virkede ud over som maler også som billedhugger, arkitekt, byplanlægger, digter, musiker, naturforsker samt banebrydende indenfor teknik. "Et særligt område, han også kastede sig over, var byplanlægning. Han udkastede en stor plan til forbedring af hele Milanos anlæg og gav tegninger til en fremtidsby i flere etager, dvs. således at færdsel for fodgængere foregik en etage over den kørende og ridende trafik. Også hans forslag til et helt nyt sanitetssystem vidner om en opfattelse, er var århundreder forud for tidens." [1]
Musik optog ham især i hans unge år. Han siges at have haft en vidunderlig sangstemme, samt at han overgik alle andre i lutspil. Efter hans eget udsagn byggede de fleste af hans opdagelser på matematik, som han langsomt tilegnede sig via selvstudier.
Enlig: Leonardo blev aldrig gift og lader ikke til nogensinde at have haft en kæreste. I sin ungdom blev han ved en retssag beskyldt for homoseksualitet, men han klarede frisag, så intet tyder på, at anklagen havde noget på sig. Men senere, da han som voksen boede i Milano, tog han en tiårig dreng til sig, Giacomo, søn af en hertugens forpagtere. Drengen, som forblev hos LV i 25 år, var et dyrt bekendtskab, for i starten stjal han, hvad han kunne komme af sted med, og solgte "varerne" for at købe slik for pengene, og senere fik han dyre vaner. Leonardo holdt meget af ham; i et brev skriver han, at han "har taget ham til sig i søns sted og opdraget ham, som om han var hans egen søn".[1] Efter LV's død arvede Giacomo den gård, som hans far havde i forpagtning, og som LV i mellemtiden havde fået i eje. Giacomo blev dræbt i et slagsmål i 1524. Spørgsmålet er nu, om der var et forhold mellem LV og Giacomo? De skriftlige vidnesbyrd, der findes, taler for "en faderlig omsorg blandet med en vis lyst til et psykologisk og pædagogisk eksperiment". [1]
Vi kan kun gisne om, hvorfor han aldrig indgik i noget parforhold. Som født uden for ægteskab voksede han op hos faderen og dennes skiftende hustruer. Han lærte altså ikke fra spæd at knytte sig til moderen og dermed kvinder i al almindelighed. Det kan også være, at han følte, at hans kald ikke levnede plads til familiestiftelse. Selv har han skrevet: "Hvis du er alene, tilhører du helt og holdent dig selv; hvis du er i selskab med blot eet menneske, tilhører du kun halvvejs dig selv, ja måske ikke en gang det ..." [1]
Udseende og fysiognomi: LV har haft udseendet med sig. De skriftlige vidnesbyrd, der findes om hans udseende i hans ungdom er alle rosende: "Af smuk skikkelse, velformet og yndefuld", "et ansigt af allerstørste skønhed", "langt, smukt og velplejet hår", og "et betagende smil". Som ældre mand skal han have lavet et selvportræt, det eneste portræt af ham vi kender, men om det virkelig forestiller LV er usikkert. Men hvis det er tilfældet, går hans træk igen i en række tegninger og kunstværker fra hans tid, både af ham selv og andre af hans samtidige, og vi kan slutte os til en beskrivelse: Forholdsvis store, dybtliggende øjne, en smal, lang næse, brede kindben og regelmæssige træk.
Selvportrættet, der menes tegnet i 1512, dvs. da LV var 60 år gammel, viser en gammel mand med et resigneret, verdensfjernt udtryk. Med sit lange hår og skæg har LV iflg. [1] forsætligt forsøgt at ligne samtidens forestillinger om en vismand og filosof. Han skal da også være brugt som model for flere samtidige maleres fremstillinger af Platon..
Fysisk var LV stærk som en okse. Han kunne bøje en hestesko, som om den var lavet af bly. Han var kejthåndet og skrev alle sine notater med spejlskrift, selv om han sagtens kunne skrive almindeligt, hvilket hans breve viser. Hans stavemåde var i øvrigt også særpræget, der var nærmest tale om en slags lydskrift. Han havde lært sig selv at svømme, hvilket var usædvanligt på hans tid, når man tager i betragtning, at han boede inde i landet og ikke ved kysten. På samme måde skal hans interesse for bjergbestigning, som han udøvede aktivt, ses som noget ganske ekstraordinært og langt forud for den tid, han levede i.
Livslængde: LV blev 67 år og fik således en "normal" livslængde.
Overbevisning / filosofi: Rennæsance betyder genfødelse og sigter til den genopdagelse af antikkens klassikere, der fandt sted i den tid, LV levede i. Vi ved ikke meget om hans religiøse følelser, kun at han satte sådanne antikke filosoffer som Platon og Aristoteles højt. Hans videnskabelige aktiviteter, f.eks. dissektion af lig for at foretage anatomiske studier, gik ofte over grænsen for, hvad den katolske kirke ville tillade, så man fristes til at formode, at han var irreligiøs. Han bekæmpede enhver form for overtro med det, vi i dag ville kalde videnskabelige argumenter.
I hans skrifter findes enkelte udtryk for ærefrygt for Bibelen, men han forholder sig tavs om kirkens dogmer. En af hans samtidige, Vasari, skriver om LV: "Han filosoferede over tingene i naturen, stræbte efter at forstå urternes ejendommeligheder og iagtog altid himlens bevægelse, Månens løb og Solens bane, hvorfor han i sin sjæl dannede sig en så kættersk opfattelse, at han ikke nærmede sig til nogen som helst religion, idet han vistnok anså det at være filosof for større end at være kristen." [1] Det "kætterske" i denne sammenhæng var den konklusion, han nåede frem til, og som han skrev med store bogstaver i et af sine manuskripter: "Solen står stille!" - en påstand som Galilei senere nær var blevet brændt på bålet for.
På trods af alle de her oplistede argumenter for det modsatte må LV alligevel kategoriseres som religiøs, såfremt man med religøsitet mener en tro på en usynlig, åndelig dimension i tilværelsen. "Gang på gang giver han udtryk for en guddommelig styring af verden... Han skriver et sted: "Hvis menneskets legeme forekommer dig vidunderligt indrettet, så husk, at det er intet i sammenligning med sjælen, der bor i legemets bygning; for sjælen er i sandhed guddommelig." ... Hans religion var en tro på, at Gud som ren ånd bedst dyrkedes ved en sandhedskærlig stræben efter at erkende og forstå det univers, hvori han manifesterede sig." [1]
Intelligenskategori: Visuel-rumlig, supleret med matematisk-logisk, sproglig og musikalsk. Det muskalske slog især igennem i hans ungdom. Det matematisk-logiske blander sig i hele livsværket i en sådan grad, at det næsten kan sidestilles med visuelt-rumlige; f.eks. er han ikke kun kendt som maler, men også som forsker. Det sproglige er vist i den vældige mængde optegnelser, hvoraf en del blev kendt kort efter hans død (de kunstteoretiske betragtninger) og resten først er blevet kendt i nyere tid.