|
Beskrivelse |
Gyldenspjæt
En verdenssucces
Den 2/1 1913 debuterede tegneserien ”Bringing Up Father”, hvilket på dansk blev oversat til ”Gyldenspjæt”. Serien, det var tegnet af George McManus, blev en øjeblikkelig succes, dels på grund af personernes karakter, dels på grund af dens meget elegante og raffinerede art Deco stil.
”Gyldenspjæt” var en af de første tegneserier, der blev oversat og eksporteret til resten af verden i stort omfang. I perioden 1916-1918 blev der lavet en halv snes tegnefilm med familien Gyldenspjæt, og senere fulgte flere film, af hvilke den første, en stumfilm, havde premiere 17/3 1928. Selv om McManus skabte en halv snes andre tegneserier, var ”Gyldenspjæt” den mest populære.
Da George McManus døde 22/10 1954, blev serien overtaget af andre kunstnere, der ikke havde skaberens format og sans for design til at sikre serien fortsat popularitet. Den raffinerede og elegante stil forsvandt og tilbage var kun en ægteskabelig kamp i en småborgerlig familie. Det har selvfølgelig også haft noget at sige, at samfundet ændrede sig radikalt, så det er blevet sværere at identificere sig med familien Gyldenspjæt. I dag kan man ikke forestille sig, at en mand og en kvinde ville blive i et ægteskab som Gyldenspjæts – det ville være endt i skilsmisse ret hurtigt.
Selv om man holdt serien kunstigt i live ved at skifte tegnerne ud flere gange, gik den ind den 28/5 2000. På det tidspunkt var ”Gyldenspjæt” verdens længst levende hverdagsstribe. (”Knold og Tot”, der stadig produceres, har rekorden som verdens længst levende søndagsside.) I Danmark udkom det sidste årshæfte med ”Gyldenspjæt” i 1977.
At opdrage på farmand
”Gyldenspjæt” er det, man indenfor tegneserielitteraturen kalder en typisk familieserie med far, mor og i dette tilfælde en næsten voksen datter. Hovedpersonen er den irske immigrant og tidligere bygningsarbejder Jiggs (Gyldenspjæt), som ikke kan forstå, hvorfor pludselig rigdom skal forhindre ham i at hænge ud med vennerne, sådan som han altid har gjort.
Det er hans kone, Maggie (på dansk: Rasmine), en tidligere vaskekone, der med sit snobberi og ind imellem hårdtslående argumenter gør, hvad hun kan for at forhindre Gyldenspjæt i at fortsætte sit ”gamle” liv, der mest går ud på at få et spil kort med vennerne, nappe en drink eller bare indtage et godt måltid jævn mad, allerhelst yndlingsretten ”Corn-beef and cabbage”, hvilket på dansk er blevet til oksebryst med spidskål.
Datteren Nora (på dansk: Eulalia) repræsenterer de mere yndefulde og æstetiske sider af kvindeligheden, uden at udstillingen af hendes former nogensinde gør serien lummer. Omkring denne lille kernefamilie udviklede der sig hurtigt et mere eller mindre fast galleri af bipersoner, hvoraf de vigtigste er værtshusejeren Dinty Moore og Rasmines bror, snyltegæsten Alfred.
”Gyldenspjæt” adskiller sig fra de fleste andre tegneserier ved at lade samtlige samfundsklasser optræde. Her møder man både ægte og falske prinser, industrimagnater, sociale bjergbestigere, småborgere, politifolk, håndværkere, arbejdsfolk, tjenestepiger, bybude, dagdrivere, snyltere, småsvindlere og tiggere. Disse typer defilerer gennem serien i en tilsyneladende uendelig parade med det formål at udstille samfundet og derved gøre læseren lidt klogere på livet.
Den ironiske titel ”Bringing Up Father” er endnu en understregning af mandens position i det amerikanske immigrantsamfund: Han er ikke familieoverhovedet, det er derimod moderen. Faderen skal opdrages, så hans medbragte normer og kultur ikke forhindrer integration i den amerikanske smeltedigel. ”Gyldenspjæt” er en satire over de groteske udslag, som kan komme til udtryk i denne rollefordeling, når det lykkes for en familie at hæve sig op til de højere samfundslag, som i serien ofte klædes af til skindet og udstilles som det, de er: Hykleriske, overfladiske og tomme.
Selv om Gyldenspjæt er under tøflen i denne kønnenes kamp, afholder det ham sjældent fra at tilkendegive sin mening, så man alligevel får en oplevelse af en vis jævnbyrdighed og balance i magtforholdet mellem mand og kone. Det er dog mere reglen end undtagelsen, at Gyldenspjæt får på puklen eller må give sig, men så står han i det mindste tilbage med læserens sympati.
